
Vi glemmer nok aldrig vores 4 dage i Burma. Det er et land med ca. 50 mio. indbyggere som lever i fattigdom. De sidste 30 år har landet været regeret af et brutalt militærdiktatur, som overhovedet ingen respekt har for menneskerettigheder og som skraber enhver tænkelig rigdom til sig. De mange etniske grupper (fx Karen, Shan, Chin m.fl.) har hver deres egne guerilla-soldater, og der har været borgerkrig i landet flere gange. (Har nogen set Rambo 4???). Det var derfor noget af et kulturchok for os at komme til et land, hvor alle er fattige, ingenting fungerer, og man skal konstant tage sig i agt for myndighederne (militæret).
Heldigvis tog vi ikke ind i landet på egen hånd. Vi fulgtes med Cherry (se billedet herunder), som er en enlig australsk kvinde på 67 år, der bor på den thailandske side af grænsen. Hun er en ret så bemærkelsesværdig kvinde, der gjorde et stort indtryk på os. Hun har et stort netværk af præster og andre kirkefolk i Burma, for hvem hun bare er "Mom". Efter eget udsagn er hun en "skyggemissionær", som træner og udruster andre - primært burmesere - til tjeneste.
En af Cherrys nærmeste medarbejdere og tolke er Taing Phi (til venstre på billedet). Han er burmeser og er ca. 1 måned yngre end mig. Han taler ca. 13-14 forskellige sprog, hvoraf han har lært de fleste ved at bede Gud om at give ham evnen(!) Han er en mand, som virkelig lever på "Guds nåde" midt i det burmesiske kaos. Det var utroligt inspirerende at møde ham og høre hans fortællinger fra sit liv.
Det er svært at beskrive, hvordan det flytter rundt på brikkerne inde i mit hoved at opleve sådan et land, og ikke mindst at opleve Guds kirke i Burma. Burma og burmesere er et smukt land og et smukt folk, som har mange mange problemer og udfordringer. Kig på alle billederne og fornem, hvad det er, vi har oplevet :-)
Efter Burma hjalp vi Cherry et par dage i Mae Sai med at male et hus, som skal fungere som hjem for ca. 8 forældreløse børn. Til sidst kørte vi tilbage med hende til Chiang Mai og sendte hende hjem til Australien et par måneder.
Vi har nu fri et par dage og derefter 2 ugers undervisning fra på mandag før vores sidste outreach til Bangkok, og når vi kommer tilbage derfra har vi under en uge tilbage af træningen, som slutter 14. maj. I den sidste uge har vi sagt farvel til nogle folk her. Bl.a. Helen som også er taget hjem til Australien i 6 uger og Emily som er taget op til sit børnehjem for at undervise.
Måske får vi besøg fra Danmark i de sidste uger, men ellers så glæder vi os til at have lidt ferie for os selv og endelig komme hjem til DK om 6 uger. Hav det godt så længe!

0 kommentarer:
Send en kommentar